P-hus Lüders
Sankt Petersborg Plads/Lüdersvej
2150
Nordhavn
Danmark
Udviklingsselskabet By & Havn og Københavns Kommune har en fælles plan om, at Nordhavn, hvis nye identitet netop nu blomstrer op, skal rumme boliger og arbejdspladser til 40.000 borgere. For at det kan blive til virkelighed, skal der mere til end tag over hovedet og skriveborde med fladskærme – f.eks. infrastruktur og parkeringspladser til storbyens pendlerfamilier.
Det sidste præsenterer en udfordring i enhver byudvikling. Biler er en selvfølgelighed, men også et indgreb i planlægningen, der har udviklet flere typologier til facilitering af den pladskrævende privattransport: Kældre, tage og hele pladser bliver erobret af bilerne. Et p-hus i flere etager kan imidlertid minimere fodaftrykket og dermed reducere belastningen på de hundedyre arealer i havnekajernes umiddelbare nærhed.
Sådan et anlæg er derfor ikke i sig selv noget nyt, og p-huse er realiseret i flere af Hovedstadens udviklingsområder, f.eks. i Sydhavnen og Ørestad. Men i Nordhavn er bygherren By & Havn gået et skridt videre i sit udbudsoplæg for at forfølge arkitekturens fornemste målsætning, nemlig at give noget tilbage i anstændig vekselkurs for den plads, som p-huset nødvendigvis kræver.
Med tegnestuen JaJa Architects ved hånden har By & Havn fostret idéen om, at den 24 m høje betonelementkonstruktion i otte etager skulle transformeres til en arkitektonisk installation med rekreative nytteværdier og et udtryk, der snarere end at trænge sig på i stedet kan fryde og fornøje beboere, brugere og andre gæster.
Målet er nået med et særskilt projekt til facadebeklædning og ditto begrønning samt til udnyttelse af tagets 2.400 kvm. Her er opstået et parkinspireret anlæg med en åben invitation til leg og ophold.
Realiseringen af parkeringshusets udbudsprojekt blev vundet af styringsentreprenøren 5E Byg, som allerede var velkendt fra en stribe velrenommerede boligbyggerier i Hovedstadsområdet, men også og i denne sammenhæng især kendt for at have udført tilsvarende p-huse og med erfaring herfra.
– Konstruktionen af huset i Nordhavn baserer sig på enkle og velkendte konstruktive elementer; det interessante er færdiggørelsen og dermed facaderne med deres plantekasser og tagets legeplads med Københavns bedste udsigt, forklarer projektleder for 5E Byg Morten Vibæk. Projektet præsenterer en “rød tråd”, ganske bogstaveligt, gennem sin facadebeklædning med cortenstål fra Norisol i flere variationer, en motionstrappe i fuld højde med et rødt værn og en rød linjeføring, som snor sig gennem tagets legepladsområde. Konceptets idé er aktivisere tagets flade med legeredskaber til børn og unge. Der er fokus på udfordrende street-aktiviteter, men også på træningsfaciliteter for alle slags motionister, uanset om de tilhører en forening eller bare er private på løbetur.
– Det er vist ikke set før, at man kan tale om et p-hus som en oplevelse; men det er faktisk tilfældet her, vurderer Morten Vibæk, som med i sin totalentreprise også havde at montere et storformat kunstværk i perforeret cortenstål af Rama Studio. Motiverne, der strækker sig over alle otte etager i en del af p-husets facade, beretter om havnens historie, som gennem tiderne har været vekslende, fra industri- til trafikhavn for nu at slutte som byens nye boligområde.