Slagtehusene, 1. etape
Rugårdsvej/Grønlykkevej
5000
Odense C
Danmark
Slagtehusene, som er opført i 1926 og tegnet af den kendte odensearkitekt Knud Lehn Petersen, har huset fire slagtehaller, en salgshal, køleceller, en fodermelsfabrik, staldbygninger, hudesalteri, tarmhuse, administration og en restaurant. Siden slagteriet lukkede i 1980’erne har der været kvægtorv, enkelte småerhverv og en årlig elektronisk musikfestival. Nu skal unge lejere have deres daglige gang i de historiske bygninger.
– Den store slagtehal og tidligere kørehal er blevet omdannet til et intimt gaderum, med plads til en masse fællesarrangementer for hele området. Her er der en gammel bus, som beboerne kan bruge som samlingssted, og en storskærm til arrangementer, hvor det kræves, siger Rene Søgaard Larsen, forretningsfører fra Odense Boligselskab, der blev dannet i januar sidste år som en fusion af Odense Social-Filantropiske Boligselskab og Borgerens Boligselskab.
Etableringen af de nye ungdomsboliger passer godt ind i Odenses aktuelle transformering til vidensby og moderne storby, de gamle industribygninger ved Rugaardsvej 60 i centrum af Odense.
– Vi er rigtig glade for, at kommunen kunne se vores idéer og visioner for bygningerne, og det er fantastisk at se, at visionerne nu er blevet til virkelighed, siger han.
Men det har også været et stort puslespil at få samspillet mellem de gamle historiske bygninger og det nye udtryk til at gå op i en højere enhed, fortæller Rasmus Poulsen, projektleder fra H. Skjøde Knudsen A/S, der har været totalentreprenør på projektet.
– Men det er lykkedes, siger han.
Otto Wagner, arkitekt m.a.a., partner fra Archidea Arkitekter A/S, er glad for, at H. Skjøde Knudsen A/S tog opgaven:
– Opgaven blev skabt, fordi direktør Allan Nielsen havde modet og i fællesskab med os kunne spotte muligheden i bygningerne. Det krævede også, at Odense Kommune kunne se perspektivet, så al mulig ros til dem, siger arkitekten.
Odense Offentlige Slagtehuse havde ligget som en kommende ruin i mange år.
– Så derfor fristede det at finde en farbar vej. Det kræver vilje og erfaring med emnet at transformere, og så kræver det de rette medspillere, siger han og fortsætter:
– Man får så meget forærende, når man transformerer gamle industribygninger. Kontrasten mellem nyt og gammelt er utroligt livgivende.
Anlæggets hovedbygning og tårnbygning er bevaret, mens de mindre bygninger ved jernbanen, der tidligere fungerede som bl.a. køleceller, er blevet revet ned og omdannet til et rekreativt grønt område.
Det er Kingo Karlsen A/S, der har stået for nedrivningen af de gamle bygninger, der ikke indgik i planerne for projektet.
– Det er ikke tit, at vi laver så store hybridopgaver, hvor vi både laver totalnedrivning, miljøsanering, indvendig rydning og rensning af graffiti på bygninger, der skal renoveres. Vi har refereret til totalentreprenør H. Skjøde Knudsen A/S, og det har kørt fint, fortæller Jes Møller-Jensen fra Kingo Karlsen A/S.
I forbindelse med opgaven er der brugt specialmaskiner og nedbrydningsrobotter på mellem 1 og 5 ton udstyret med trykhamre og store sakse til jernkonstruktioner.
– I alt har vi kørt ca. 11.000 ton materiale væk fra pladsen, og når vi har været flest, så har vi haft omkring 20 mand på pladsen, siger Jes Møller-Jensen.
Det er Halldor Stefansson fra Henry Jensen A/S, Rådgivende Ingeniører, der har stået for rådgivningen i forbindelse med projektet: