Aarhus Friplejehjem
Slet Møllevej 10
8310
Tranbjerg J
Danmark
Aarhus Friplejehjem ligger i et erhvervsområde og det ligger smukt i landskabet. De to udsagn modsiger ikke hinanden, men fortæller, at beliggenheden er utraditionel og byder på åbne vidder og udsigt.
Plejehjemmet er komplekst i sin ovale form med altanerne, der vender ud mod landskabet og går man igennem porten til indgangen og det indre gårdrum, folder en fuld forståelse af stedet sig ud. Byggeriet er opført og drevet af Danske Diakonhjem A/S og det første friplejehjem i Aarhus. Danske Diakonhjem er en non-profit organisation selvejende institution. Kpf Arkitekter A/S har været bygherrerådgivere på byggeriet og tegnet dispositionsforslaget i samarbejde med en projektgruppe i Dansk Diakonhjem. Kpf Arkitekter har siden 2008 fungeret som bygherrerådgivere for Danske Diakonhjem på flere projekter, hvilket der er kommet nogle meget forskellige projekter ud af.
Husets ovale form danner et intimt atrium i bygningens midte. Her skabes visuel kontakt på tværs af gårdrummet og i de kurvede ganges nicher. Pluskontoret A/S har i deres projektering af byggeriet taget udgangspunkt i den bløde, venlige form og valgt materialer og indretning i varme, venlige farver og materialer.
Således er plejehjemmet opført i gule mursten og vinduesrammer er olivenfarvede. I gårdrummet er facaderne varieret med grønne og brune facadeplader, som fungerer fint sammen med murstenene. Derudover har Pluskontoret tegnet specifikke bygningsdele som receptionen, trapperne, altanerne. Hver beboer har sin egen altan, orienteret ud i landskabet. I ovalens inderside er der ikke boliger, men gangareal og adgang til to store altaner på hver etage. Bent Madsen, partner ved Pluskontoret i Aarhus, fortæller:
- Samarbejdet med Jørgen Friis Poulsen, Kpf og ikke mindst Danske Diakonhjem har været frugtbart og godt – et bevis på, at man når længere og får bedre kvalitet når samarbejdet foregår mellem professionelle og kompetente bygherrer og samarbejdspartnere.
- Kvalitetsniveauet er højt og det har været en fornøjelse at være medvirkende til at finde de rigtige farver og materialer som får bygningens delelementer til at spille sammen i én helhed.
Pluskontoret har i de senere år tegnet en del plejehjem. Her udfoldes og udvikles tegnestuens kompetencer omkring både inddragende procesforløb med beboere og brugere i centrum, funktionelle boliger og rum med fokus på bæredygtighed.
Entreprenørvirksomheden Jørgen Friis Poulsen a/s fra Herning har opført byggeriet og også her fortæller projektleder, Orla Laursen, at selve opførelsen af byggeriet er gået meget planmæssigt og i god orden. Orla Laursen viser rundt i Aarhus friplejehjem, der er opført i 3 etager med produktionskøkken, aktivitetsrum og administration i stueetagen.
Boligerne er alle to rums boliger bortset fra 3 boliger med 3 værelser og de har vist sig at være attraktive, fortæller Orla Laursen. På hver etage ligger en fælles opholdsstue med terrasse eller altan orienteret mod markerne og her hører også en køkken til. Hver boligs badeværelser har en buet væg i brusenichen, som vender ud mod gangarealet og er med til at understrege de bløde former og et gangareal, der også er et opholdsrum med små sidde nicher. Jørgen Friis Poulsen a/s arbejder på endnu et plejehjemsbyggeri i Tølløse med Danske Diakonhjem, det er et OPP projekt, hvor Jørgen Friis Poulsen a/s står for totalentreprisen og Danske Diakonhjem den efterfølgende drift.