Egetæpper A/S
Industrivej Nord 25
7400
Herning
Danmark
- Formålet med miljøplanen er at tænke klima, miljø og bæredygtighed ind i alle elementer af projektering, opførelse og drift af bygningerne. Byggeriet har derfor budt på mange udfordringer. Bl.a. fordi den mest økonomiske løsning ikke nødvendigvis er den mest miljørigtige. Vi har måttet se på de forskellige leverandørers produkter og miljømæssige certificeringer, herunder eksempelvis er tagdugen på bygningerne og samtlige kabler fremstillet af PVC-frit materiale, fordi PVC mistænkes for at være kræftfremkaldende. Al maling er desuden så miljøvenlig som muligt. Den samlede CO2-besparelse på byggeriet svarer til ca. 100.000 kørte km i en personbil om året, fortæller projektchef Peter Andersen, Rambøll Danmark A/S.
Installationerne er udført af firmaet H.J. Christensen A/S. Brandsikringsmæssigt er væverihallen fuldsprinklet. Den opvarmes af strålepaneler i lofterne, mens der i velfærdsbygningen er monteret radiatoranlæg med Rio paneler. Toiletter og baderum har Ifö sanitet fra Max Sibbern A/S.
Ventilationsmæssigt har Rambøll projekteret et Novenco procesanlæg, der fjerner temperaturer og lugte fra produktionen og regulerer fugtigheden, så den holder sig inden for de nødvendige grænseværdier. For at begrænse rørføringen og derved dæmpe energiforbruget er ventilationsanlægget blevet placeret på en platform midt i hallen. H.J. Christensen har desuden monteret støvsuger- og trykluftanlæg i hallen.
Udvendigt har det lokale tømrerfirma Bent Jensen aps monteret ThyssenKrupp stålplader på Ruuki stålkonstruktioner. Lukningsarbejdet er udført af A.S. Facader A/S i Ikast med klart solarlux glas fra Isolar Kiel monteret i Hueck profiler og indrammet af lysegrå Alucobond paneler. A.S. Facader har også monteret vinduesbånd med elementer fra Pro Tec Vinduer A/S.
Velfærdsbygningen er placeret som fremskudt tilbygning til væverihallen og rummer kontorer til produktionsledelsen, frokostrum samt omklædning og bad. Der er – naturligvis – Egetæpper på gulvene.
- Alt i alt er der tale om et yderst gedigent produktionsbyggeri, hvor bygherren har fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. I modsætning til mange andre fabrikshaller er her udsyn til det fri gennem vinduer, og både lydmæssigt og synsmæssigt er der tænkt på dem, der skal arbejde i hallen. Det er en tilfredsstillelse at aflevere et byggeri, hvor der ikke gået på kompromis med kvaliteten, siger projektleder Jørgen From, C.C. Contractor A/S.