Naturvidenskabernes Hus
P. E. Eriksensvej 1
8850
Bjerringbro
Danmark
Her tænker han især på husets bevidst rå og rustikke indvendige finish. Stålkonstruktioner fremstår synlige. Føring af kabler, sprinkling og rør er placeret synligt under lofterne, der er en blanding af Rockfon lydbats monteret med bolte, der glor, og strækmetal, som fungerer som rudimentær afskærmning for lysarmaturer. Og teknikrummet er bevidst placeret centralt i stueplan med glasfacader i begge ender, så de gæstende skoleklasser og brugere af huset kan se, hvordan det hele fungerer og – forhåbentlig – blive inspireret til en optimering af processerne.
Flere leverandører til byggeriet kan således glæde sig over, at deres bidrag er forvandlet fra skjult konstruktion til funktionel æstetik. Det gælder A-L Stål A/S, som har udført en kompleks og omfattende underentreprise i samarbejde med arkitekt, ingeniør, landinspektør og hovedentreprenør.
130 ton stål er i forarbejdet form blevet fragtet fra Skjern til Bjerringbro. Kun søjlerne, der bærer etageadskillelserne, herunder en gitterkonstruktion, som ses i atriet, består af lige elementer. Resten er valset ud i krumme forløb, som facadestål og A-L kompositbjælker, der danner underlag for betonhuldæk. Stålet udfylder krav til finish med afsluttende brandmaling.
En anden stålleverance kommer fra HB Trapper & Stål A/S i Herning. HB har produceret de indvendige trapper, som forbinder etageåbningerne flere steder i huset.
Opvarmning og køling af Naturvidenskabernes Hus sker hovedsagelig gennem en ny teknologi, som i sig selv vil være et oplagt studieobjekt for husets brugere. Firmaet Geo Heat Ex Aps i Vejen har opnået patent på et system, hvor dobbeltløbede alurør bores op til 90 meter lodret ned i jorden. Den cirkulerende væskes temperatur udnyttes via en varmepumpe som ved et normalt jordvarmeanlæg, men med den væsentlige forskel, at effekten er betydeligt større.
- Plastslanger kan maksimalt overføre 45 Watt pr. m, hvorimod effekten i aluminiumsrørene er 150 Watt pr. m. Jeg udviklede systemet, fordi jeg ikke kunne få tilladelse til at bore plastrør ned i disse dybder, især på grund af myndighedernes frygt for udsivning af kølevæsken til grundvandet ved lækage. Alurørene er beskyttet mod udsivning af et 5 mm luftlag, som kan opsamle væsken, men risikoen for lækager er i øvrigt minimal, siger Poul Svendsen, indehaver af Geo Heat Ex Aps.
Firmaet beskæftiger p.t. kun to medarbejdere, men opererer over hele landet ved brug af underentreprenører til jordarbejdet. I Bjerringbro er der boret ét hul i 80 meters dybde og syv huller i 30 meters dybde. Oplagte fordele ved den lodrette jordvarme/ -køling er et mindre pladsbehov til placering af rør på grunden samt muligheder for at lagre energien i jorden. Det sidste har der ikke været behov for ved Naturvidenskabernes Hus.